Kosovos præsident går af efter tiltale om krigsforbrydelser

Kosovos præsident, Hashim Thaci, meddeler torsdag, at han trækker sig som præsident.

Det sker, efter at han formelt er blevet tiltalt for krigsforbrydelser ved en særlig domstol i Haag, der behandler sager om krigsforbrydelser i Kosovo.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg træder tilbage fra dags dato, siger Hashim Thaci på et pressemøde i Kosovos hovedstad, Pristina.

Han tilføjer, at han har truffet beslutningen, efter at han er blevet informeret om, at domstolen i Haag har bekræftet tiltalen.

Meldingen kommer, kort efter at Kadri Veseli, der er Tachis tætte allierede og leder af præsidentens parti, Kosovos Demokratiske Parti, også er tiltalt og vil rejse til Haag i forbindelse med retssagen.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge et udkast til tiltalen, som blev offentliggjort i juni, er Thaci og Veseli sammen med flere andre blandt andet tiltalt for at stå bag “knap 100 drab”.

Udkastet omfattede i alt ti anklagepunkter om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

/ritzau/