Frankrig vil fordoble grænsekontrol efter angreb i Nice

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at han vil øge kontrollen ved landets grænser efter angrebet i Nice, hvor tre blev dræbt.

Det siger Macron under et besøg ved grænsen til Spanien, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Antallet af grænsebetjente skal fordobles fra 2400 til 4800 for at styrke grænsekontrollen.

Kontrollen skal målrettes illegale immigranter, tilføjer Macron ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den franske præsident siger videre, at Frankrig oplever en “stigende terrortrussel”, som vil være en trussel også på langt sigt.

Frankrig har i oktober oplevet to angreb, der har rystet landet.

Først blev skolelæreren Samuel Paty halshugget i Paris, efter at han havde vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.

Den mistænkte gerningsmand, en 18-årig muslimsk mand, blev kort efter skudt og dræbt af politiet.

Få uger efter gik mand til angreb på personer i kirken Notre-Dame i den sydfranske by Nice. Med en kniv dræbte han tre personer.

Politiet skød og sårede den formodede gerningsmand, en 21-årig tunesisk migrant, som fortsat er indlagt i kritisk tilstand.

Ifølge Macron er det for tidligt at slå detaljerne fast omkring angrebet i Nice.

Men det står klart, at “terrorangreb kan blive udført af personer, der bruger migrationsstrømme til at true Frankrigs nationale territorium”, siger Macron. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Macron vil stille et forslag til de øvrige Schengen-lande om i fællesskab at styrke de fælles grænser. Blandt andet gennem et særligt korps af Schengen-grænsebetjente.

Ifølge den franske præsident bliver terrornetværk mere og mere globaliserede, og derfor har “Europa brug for at styrke sit modsvar”.

/ritzau/