Biden står til sejr i Michigan: Løber med 16 valgmandsstemmer

Ifølge prognoser fra nyhedsbureauet AP har Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden vundet præsidentvalget i Michigan. Det skriver AP på Twitter.

Dermed tilslutter AP sig flere amerikanske tv-stationers vurdering af, at præsident Donald Trump ikke længere har en chance for at vinde den vigtige svingstat.

Dermed får Biden 16 valgmænd fra Michigan. Ifølge AP’s prognoser står han dermed til at have sikret sig tilsammen 264 valgmænd.

For at blive præsident skal en kandidat vinde 270 valgmænd. Donald Trump står ifølge AP’s prognoser til 214 valgmænd.

Hverken Joe Biden eller den siddende præsident, republikaneren Donald Trump, har dermed sent onsdag dansk tid endnu vundet nok stater til at sikre sig de 270 valgmænd.

Og der lidt uenighed blandt de amerikanske medier om, præcis hvor tæt Joe Biden er på de 270 valgmænd.

Ifølge prognoser fra ABC News, CNN, NBC News og CBS News har Biden vundet stater med i alt 253 valgmænd. Det er inklusive Michigan.

Ifølge Fox News’ og AP’s prognoser har Joe Biden desuden vundet Arizona. Derfor står Joe Biden ifølge AP og Fox News altså til de 264 valgmænd.

Uanset hvilke af tv-stationernes prognoser man følger, mangler Joe Biden dermed at vinde en eller to stater.

En af de potentielle stater er Nevada, der har netop de seks valgmænd, Biden mangler. Her mangler en fjerdedel af stemmerne ifølge AP’s oplysninger at blive talt op. De stemmer, der sent onsdag dansk tid er talt op, giver Biden en føring på under ét procentpoint.

Derudover mangler Georgia, der har 16 valgmænd. Her mangler der at blive talt nogle stemmer i storbyen Atlanta. Forud for deres optælling fører Trump med over 50.000 stemmer eller lidt over et procentpoint over Biden.

Atlanta betragtes som stærkt territorium for Biden, selv om det er uvist, om det er stærkt nok til at lukke hullet op til Trump.

Derudover tælles der stadig i Pennsylvania og North Carolina.

En hvilken som helst af disse fire stater vil enten alene eller i kombination med Arizona sikrer Joe Biden sejren ved USA’s præsidentvalg.

/ritzau/