USA-ambassadør i Danmark håber på fredelig overgang uanset resultat

USA’s ambassadør i Danmark, Carla Sands, er optimistisk, i forhold til at Donald Trump vinder det amerikanske præsidentvalg. Men hun vil ikke spekulere i, hvem der vinder, før resultatet er slået endeligt fast.

Det siger hun til et mindre valgarrangement på den amerikanske ambassade i Danmark fredag morgen.

– Jeg vil ikke spekulere i, hvem der vinder. Vi må se, hvem det bliver. Måske i slutningen af i dag eller i løbet af ugen.

– Mit håb er, at det vil blive klart hurtigst muligt, siger hun.

Sands har fulgt valget tæt og håber selvsagt på en sejr til Trump, der har udnævnt hende. Men hun understreger, at uanset hvem der vinder, så håber hun, at det vil forløbe fredeligt.

– Mit håb er, at vi får en fredelig overgang af magten. Og at alle amerikanere vil støtte den mand – uanset hvem det bliver – der bliver præsident.

– Det vil tjene hele det amerikanske folk, at det foregår fredeligt, siger hun.

Den 60-årige Carla Sands er blandt andet tidligere skuespiller og erhvervsleder. Hun blev amerikansk ambassadør i Danmark i 2017.

/ritzau/