Trump holder fast i syden, Biden tager ventede stik hjem

Præsident Donald Trump vinder som ventet i delstaten Kentucky, som først på natten var den første stat, nyhedsbureauet AP var klar til at lave en prognose på. Flere amerikanske medier lader sig guide af AP’s prognoser.

Stemmeafgivningen ved tirsdagens valg sluttede på de fleste valgsteder i Kentucky ved midnat dansk tid.

Det er en stat, der traditionelt stemmer republikansk.

Trump står ifølge tv-stationen CNN også til at vinde i Indiana, viser en prognose fra tv-stationen CNN. Prognosen fra nyhedsbureauet AP viser endnu ikke en klar vinder i Indiana.

Indiana regnes dog som en af de meget sikre stater for Republikanerne. Det er vicepræsident Mike Pences hjemstat.

I de vestlige dele af begge stater var valgstederne åbne til klokken 01.00 dansk tid. Kort efter viste prognoserne, at Trump tager sine første stik hjem her.

AP’s prognose viser desuden, at Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, helt som ventet står til genvalg i sin hjemstat.

Det lykkes dermed ikke for den demokratiske udfordrer, tidligere jagerpilot Amy McGrath, at vippe den republikanske veteran af pinden i Kentucky.

Der er 11 valgmænd på spil i Indiana og 8 i Kentucky.

I begge delstater viser de tidlige resultater af stemmeoptællingen, at præsident Trump som ventet har en solid føring over den demokratiske udfordrer, Joe Biden.

AP har kort efter klokken 02.00 dansk tid offentliggjort flere prognoser, som er uden de store overraskelser.

De viser, at Trump har vundet delstaterne Alabama, Mississippi, Kentucky, South Carolina, Oklahoma, Tennessee og West Virginia, lyder det i prognoserne.

Biden har vundet Connecticut, Delaware, Illinois, Maryland, Massachusetts, New Jersey, Virginia og Rhode Island.

Det giver indtil videre i alt 55 valgmænd til Trump og 85 til Biden.

Når AP’s beregning viser, at det ikke er muligt for en kandidat at blive overhalet, erklæres den pågældende kandidat som vinder ifølge prognosen.

Prognoser er matematiske analyser baseret på en blanding af optalte stemmer, resultater fra tidligere valg samt indgående kendskab til amerikansk vælgeradfærd.

Den endelige optælling af stemmer ventes ved dette valg at tage længere tid end ved tidligere valg – blandt andet fordi coronasituationen har fået usædvanligt mange vælgere til at stemme på forhånd.

Det er forskelligt fra stat til stat, hvornår brev- og forhåndsstemmer er talt færdig.

/ritzau/