Trump: En efter en forsvandt mine stemmer på magisk vis

Twitter har onsdag slettet endnu et tweet fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som dagen efter valget fortsætter med at så tvivl om det valgresultat, der endnu ikke er klar efter tirsdagens valg i USA.

– I aftes førte jeg, ofte solidt, i mange afgørende stater, skriver Trump på Twitter.

– En efter en begyndte de så på magisk vis at forsvinde, mens overraskende bunker af stemmesedler blev talt op. MEGET MÆRKELIGT, skriver Trump.

Kort efter havde Twitter sat et mærkat på, der viser, at indholdet af beskeden er vildledende.

Trump følger hurtigt op med et andet tweet:
– Hvordan kan det være, at hver gang de tæller bunker af brevstemmer, er de så voldsomme i deres procentdel og ødelæggende kraft?

Trump har under hele valgkampen hævdet, at brevstemmer vil føre til valgfusk.

Der er imidlertid ingen beviser for dette, og eksperter har afvist, at der kan snydes på en måde, så det kan påvirke resultatet.

I en tale onsdag morgen omkring klokken 08.30 dansk tid sagde Trump, at han vil gå til højesteret for at “sikre integriteten” ved valget.

– Det her er svindel mod det amerikanske folk. Det her er pinligt for vores folk. Vi var klar til at vinde det her valg – ærligt talt vandt vi det her valg, sagde han.

– Vi vil gå til USA’s højesteret og få stoppet stemmeafgivelsen, sagde han.

Det vides ikke, hvad Trump præcis mener med at “stoppe stemmeafgivelsen”.

Stemmeafgivelsen blev overstået i hele landet natten til onsdag dansk tid. Men Trump kan hentyde til, at eksempelvis brevstemmer, som endnu ikke er talt op, ikke bør tælle med.

Bob Bauer, der er kampagnechef for den demokratiske udfordrer, Joe Biden, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Biden-kampagnen er klar til en juridisk kamp, hvis Trump skulle finde på at sende sagen for domstolene.

Bauer tilføjer, at hvis Trump får stoppet stemmeafgivelsen nu – altså onsdag eftermiddag dansk tid – står Biden til sejr.

Omvendt siger Trumps kampagnechef, Bill Stepien, at han vurderer, at de resterende stemmer i sidste ende vil give Trump sejren.

I år er der på grund af coronapandemien særligt mange amerikanske vælgere, der har brevstemt. Det er især demokratiske vælgere, der benytter sig af denne mulighed.

/ritzau/