Populær Trump-kritisk republikaner genvalgt som guvernør

Ikke alle republikanere er ellevilde med Donald Trump, som i øjeblikket kæmper for at få fire år mere i Det Hvide Hus som præsident i USA.

En af kritikerne er Phil Scott, som netop er blevet genvalgt som guvernør i delstaten Vermont efter at have slået den demokratiske udfordrer, David Zuckerman. Det viser optællinger fra Reuters og National Public Radio.

På valgdagen tirsdag var det heller ikke Donald Trump, som han valgte at stemme på.

– Som mange af jer ved, støttede jeg ikke præsident Trump. Jeg ville ikke stemme på ham, sagde Phil Scott foran sit valgsted ifølge mediet Burlington Free Press.

– Jeg kom til den konklusion, at det ikke var nok for mig at lade være med at stemme. Jeg blev nødt til at stemme imod. Jeg satte land før parti, hvilket igen ikke var en nem ting at gøre, sagde han.

Det er langtfra første gang, Phil Scott ytrer sin utilfredshed med præsidenten. Tidligere i år anklagede han Trump for at misbruge sin magt. Han har også sagt, at han ikke burde have præsidentembedet.

Kommentaren faldt i forbindelse med en rigsretssag, der blev ført mod præsidenten i begyndelsen af 2020. Her frikendte et flertal i Senatet, hvor Republikanerne sidder på størstedelen af pladserne, præsidenten for anklagerne.

Phil Scott er generelt en populær guvernør, viser en kvartalsmæssig opgørelse af guvernørernes popularitet fra Morning Consult. Her scorede han en fjerdeplads over de mest populære guvernører.

Han har især fået ros for sin håndtering af coronakrisen.

I 11 amerikanske delstater har vælgerne foruden en præsidentkandidat kunnet stemme på, hvem de mener, bør være guvernør.

I samtlige delstater er guvernørvalget ifølge Reuters og National Public Radio afgjort onsdag middag dansk tid. I ti af delstaterne er samme guvernør eller en kandidat fra samme parti som den siddende guvernør valgt.

Den eneste undtagelse er i Montana, hvor republikaneren Greg Gianforte har besejret demokraten Mike Cooney.

Dermed kommer der ifølge Reuters til at sidde republikanske guvernører i 27 af USA’s 50 delstater.

/ritzau/