Polens regering tøver med abortlov efter to ugers protest

Polen har “brug for ro” til at drøfte en afgørelse fra højesteret, der vil forbyde de fleste aborter.

Det siger en talsmand for regeringen tirsdag.

Det var forventet, at skærpelsen af abortloven ville træde i kraft mandag, men store demonstrationer og protester fra befolkningen hver eneste dag de seneste knap to uger lader til at have forsinket processen.

Forfatningsdomstolen i Polen besluttede 22. oktober, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt.

Dermed blev der banet vej for en yderligere stramning af Polens abortlovgivning, der i forvejen er en af Europas mest restriktive.

Når stramningerne træder i kraft, vil det kun være tilladt at få en abort, hvis graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest, eller hvis den udgør en risiko for morens liv eller helbred.

Afgørelsen har udløst store demonstrationer i befolkningen. Både mænd og kvinder er gået på gaden for at demonstrere imod loven, og med tiden har det udviklet sig til bredere protester mod landets regering.

Tirsdag var der demonstrationer igen, hvor blandt andet to polakker klædte sig af og stod foran præsidentboligen i Polens hovedstad, Warszawa.

Oprindeligt havde regeringen meldt, at afgørelsen skulle være fuldbyrdet inden den 2. november, men den er endnu ikke offentliggjort i regeringens officielle publikation, hvilket betyder, at den ikke er trådt i kraft.

– I øjeblikket har vi alle brug for ro til at diskutere denne afgørelse. Vi har brug for ro fra befolkningen og diskussioner blandt eksperter, siger Piotr Muller, talsmand for regeringen.

/ritzau/Reuters