Observatører holder øje med USAs valg i 28 delstater

Mens millioner af amerikanere tirsdag afgiver deres stemmer på kandidaterne til at blive USA’s næste præsident, går internationale observatører rundt på valgstederne for at se, om alt går rigtigt for sig.

I 28 ud af landets 50 delstater er der valgobservatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Og valget i år bliver et til erindringsbøgerne, mener den tidligere polske diplomat, Urszula Gacek, som leder holdet af observatører.

– Vi er her meget for den amerikanske vælger, især i år hvor en stor del af tilliden i systemet er blevet udfordret.

– Vi håber, at vi også har en rolig stemme, velunderbygget fakta, og at det vil sikre folk et så retvisende billede som muligt, siger hun til mediet NPR foran et valgsted i forbundshovedstaden, Washington.

Organisationen har været til stede ved amerikanske valg siden 2002. Derudover er der 50 europæiske parlamentarikere i USA for at holde øje med valget.

Valget står på mange måder i coronavirussets tegn. Omkring 100 millioner har stemt før tid for at undgå lange køer ved valgstederne på valgdagen, tirsdag den 3. november.

Også for observatørerne får coronavirussets tilstedeværelse konsekvenser. Der er nemlig færre til stede ved præsidentvalget denne gang, hvor Gacek har 44 folk med sig.

De har været i USA i seks uger og er fordelt over landet. Nogle delstater tillader dog ikke, at internationale observatører må komme ind på valgstederne.

Her ønsker OSCE at få lov til at komme inden for dørene for at holde tæt øje med, om det går, som det skal. Og det er dog en større opgave, holdet har fået. Reglerne for at stemme varierer nemlig fra stat til stat, så der er meget at sætte sig ind i.

– Der er intet sted, der er så kompliceret som USA. Det er absolut det mest komplekse system, siger Gacek.

De første delstater ventes at offentliggøre resultater fra valgsteder i løbet af natten til onsdag dansk tid.

/ritzau/