Medier: Biden vinder Michigan med 16 valgmandsstemmer

Ifølge prognoser fra en række amerikanske tv-stationer herunder CNN har Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vundet præsidentvalget i delstaten Michigan.

Dermed står han til at få delstatens 16 valgmænd og er dermed et skridt tættere på at nå de 270 valgmænd, der skal til for at blive præsident.

Hverken Joe Biden eller den siddende præsident, republikaneren Donald Trump, har sent onsdag dansk tid endnu vundet nok stater til at sikre sig de 270 valgmænd.

Det er de fem tv-stationer Fox News, CNN, ABC News, NBC News og CBS News, der oplyser, at deres prognoser viser Joe Biden som vinder af Michigan.

Nyhedsbureauet AP har endnu ikke erklæret, at Joe Biden i deres prognoser har vundet Michigan.

Dermed har Joe Biden ifølge prognoser ABC News, CNN, NBC News og CBS News vundet stater med i alt 253 valgmænd.

Ifølge Fox News’ prognoser har Joe Biden desuden vundet Arizona. Derfor står Joe Biden ifølge Fox News til 264 valgmænd.

I nyhedsbureauet AP’s prognoser har Joe Biden vundet Arizona. Derfor har Joe Biden ifølge AP’s prognoser vundet stater med i alt 248 valgmænd.

For at vinde præsidentvalget skal man bruge 270 valgmænd.

Uanset hvilke af tv-stationernes prognoser man følger, mangler Joe Biden dermed at vinde en eller to stater.

Der mangler stadig at blive talt stemmer i Nevada, Pennsylvania, Georgia og North Carolina.

En hvilken som helst af disse stater vil – i kombination med en sejr i Arizona eller Michigan – give Joe Biden de 270 valgmænd, som han skal bruge for at blive præsident.

/ritzau/