Joe Biden overhaler Trump i den vigtige delstat Wisconsin

Demokraternes Joe Biden har overtaget føringen i den vigtige delstat Wisconsin ved præsidentvalget i USA.

Det viser andelen af optalte stemmer ifølge CNN. Der er optalt 89 procent af stemmerne ifølge CNN.

Joe Biden står til 49,3 procent af stemmerne, mens præsident Donald Trump står til 49 procent. Der er dog endnu ingen nyhedsbureauer eller tv-stationer, der har erklæret en vinder i Wisconsin, som har ti valgmænd.

Delstaten er begyndt at tippe Bidens vej, efter at stemmer fra storbyen Milwaukee er begyndt at tikke ind.

Wisconsin var en af de tætteste delstater ved præsidentvalget i 2016. Her løb Trump med sejren på under et procentpoint. Og det tyder altså på, at det bliver næsten lige så tæt denne gang – dog til Demokraternes fordel.

Wisconsin er på forhånd blevet udpeget som måske en af de mest afgørende stater for, hvem der vinder valget.

/ritzau/