Hold af populære minoritetskvinder genvalgt til Kongressen

Fire kvinder med minoritetsbaggrund, der samlet er kendt som “The Squad” (holdet, red.), er genvalgt til Repræsentanternes Hus.

Det skriver New York Times, CNN og Boston Herald.

Kvinderne er Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan.

De tilhører venstrefløjen i Demokraterne, og de er blevet mødt med stor opbakning fra partiets progressive base, mens de bestemt ikke er populære hos præsident Donald Trump, som de også har været stærkt kritiske over for.

Faktisk er det præsidenten, der har givet gruppen af kvinder tilnavnet “The Squad”.

Sidste år skabte Trump stor polemik i amerikansk politik, da han skrev, at de fire kongresmedlemmer skulle tage hjem til deres oprindelseslande.

Tre af dem, Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan, er født i USA, mens Ilhan Omar er født i Somalia, men er siden blevet statsborger i USA.

Efter at have opnået genvalg har Alexandria Ocasio-Cortez på Twitter takket for støtten og tilliden.

– At tjene New York og kæmpe for arbejderfamilier i Kongressen har været den største ære, privilegie og ansvar i mit liv, skriver hun.

/ritzau/