Hold af populære minoritetskvinder genvalgt til Kongressen

Fire kvinder med minoritetsbaggrund, der samlet er kendt som “The Squad” (holdet, red.), er genvalgt til Repræsentanternes Hus.

Det skriver New York Times, CNN og Boston Herald.

Kvinderne er Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan.

De tilhører venstrefløjen i Demokraterne, og de er blevet mødt med stor opbakning fra partiets progressive base for at kæmpe for blandt andet sundhedstilbud til alle og strengere klimatiltag.

Omvendt er de bestemt ikke populære hos præsident Donald Trump, som de også har været stærkt kritiske over for.

Faktisk er det præsidenten, der har givet gruppen af kvinder tilnavnet “The Squad”.

Sidste år skabte Trump stor polemik i amerikansk politik, da han skrev, at de fire kongresmedlemmer skulle tage hjem til deres oprindelseslande.

Tre af dem, Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan, er født i USA, mens Ilhan Omar er født i Somalia, men er siden blevet statsborger i USA.

Efter at have opnået genvalg har Alexandria Ocasio-Cortez på Twitter takket for støtten og tilliden.

– At tjene New York og kæmpe for arbejderfamilier i Kongressen har været den største ære, privilegie og ansvar i mit liv, skriver hun.

Kvinderne er valgt til Repræsentanternes Hus, der er det ene af Kongressens to kamre. Det andet kammer er Senatet.

Der sidder 435 medlemmer i Repræsentanternes Hus, og de vælges for to år ad gangen. Derfor var de alle på valg 3. november, hvor vælgere også kunne stemme på, hvem de mener, bør være præsident for USA de kommende fire år.

Onsdag eftermiddag har hverken Donald Trump, der er republikansk præsident, eller den demokratiske udfordrer, Joe Biden, skaffet de nødvendige 270 valgmænd. Optællingen af stemmer er fortsat i gang.

Inden valget sad Demokraterne på et flertal af pladserne i Repræsentanternes Hus, og de ser i prognoser ud til at bevare flertallet.

/ritzau/