EU gemmer dom over præsidentvalg til myndigheder melder ud

Det er for tidligt at afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident, og EU-Kommissionen ønsker ikke at blande sig i en ophedet debat i Washington, hvor præsident Donald Trump har rejst tvivl om processen.

Trump sagde onsdag morgen dansk tid, at sejren var hans, og man skulle stoppe en optælling af brevstemmer. Han ville “gå til højesteret”.

Udtalelsen blev straks mødt af kritik og afstandtagen – også fra præsidentens egne støtter.

– Vi vil ikke kommentere en suveræn demokratisk valgproces i USA, siger cheftalsmand i EU-Kommissionen Eric Mamer.

– Jeg vil gerne gentage, at det er vigtigt at holde sig til det, som bliver sagt fra de amerikanske valgmyndigheder.

Han tilføjer, at USA har en lang historie for demokratiske valgprocesser – også “længere end mange europæiske lande”.

– Vi må vente på, at processen med stemmeoptælling er overstået.

– Vi har tillid til den stærke demokratiske tradition i USA. Vi har tillid til, at der kommer et resultat, og at dette bliver valideret, siger Mamer.

Amerikanerne stemte tirsdag. Men optællingen af stemmer er fortsat i gang i flere delstater, og resultatet ser ud til at kunne blive meget tæt mellem Trump og den demokratiske udfordrer, Joe Biden.

Sloveniens premierminister, Janez Jansa, var tidligt ude med lykønskninger til Republikanerne for “et stærkt resultat”. For Jansa er en sejr til Trump så godt som hjemme.

– Det er ret klart, at det amerikanske folk har valgt Donald Trump og Mike Pence for yderligere fire år, skriver Jansa på Twitter.

Den tyske økonomiminister, Peter Altmaier, maner i stedet til ro. Stemmerne skal tælles færdig.

– Vi kender ikke vinderen, før alle stemmerne er talt op, siger den tyske minister onsdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet dpa.

EU står ifølge udenrigschef Josep Borrell parat til at bygge videre på forholdet til USA.

– Det amerikanske folk har talt. Mens vi afventer resultatet af valget, er EU klar til at bygge videre på det stærke transatlantiske fællesskab, der er baseret på fælles værdier og historie, skriver Josep Borrell på Twitter.

/ritzau/