De første valgsteder er lukket i sikre Trump-stater

Præsident Donald Trump vinder som ventet i delstaten Kentucky, hvor nyhedsbureauet AP har erklæret ham vinder.

Her sluttede stemmeafgivningen ved tirsdagens valg på de fleste valgsteder ved midnat dansk tid.

Det er en stat, der traditionelt stemmer republikansk.

Trump vinder også i Indiana, viser en prognose fra tv-stationen CNN. Prognosen fra nyhedsbureauet AP viser endnu ikke en klar vinder i Indiana.

Indiana regnes dog som en af de meget sikre stater for Republikanerne. Det er vicepræsident Mike Pences hjemstat.

I de vestlige dele af begge stater var valgstederne åbne til klokken 01.00 dansk tid. Kort efter viste prognoserne, at Trump tager sine første stik hjem her.

Der er 11 valgmænd på spil i Indiana og 8 i Kentucky.

I begge delstater viste de tidlige resultater af stemmeoptællingen, at præsident Trump som ventet har en solid føring over den demokratiske udfordrer, Joe Biden.

På USA’s østkyst lukkede valgstederne også i Vermont, Georgia, Virginia og South Carolina klokken 01.00 dansk tid.

AP’s prognoser viser, at Biden som ventet har taget sejren hjem i Vermont.

/ritzau/