Børsen i Tokyo slutter valgdag med stigende kurser

De japanske aktiekurser steg onsdag, hvor investorerne har haft blikket rettet mod det amerikanske præsidentvalg.

Da børsen i Tokyo lukkede kort før klokken otte dansk tid, lå det toneangivende Nikkei-indeks 1,7 procent højere end ved åbningen.

På et tidspunkt lå indekset over to procent højere, da investorerne havde indregnet en klar sejr til Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, hvilket ville mindske risikoen for usikkerhed om valgets udfald.

Men toppen af kurstigningerne blev kappet af, da bekymring for et mudret valgresultat vendte tilbage, da Trump tog føringen i Florida og andre af de amerikanske svingstater.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Børsen på Wall Street i New York endte tirsdagen med en fremgang på godt to procent.

Børsanalytikere mener ifølge nyhedsbureauet AFP, at tirsdagens gevinster på Wall Street ikke så meget er et udtryk for, hvilken af kandidaterne man holder med. Det ses mere som et håb om, at man undgår et langvarigt politisk opgør, som kan gøre markederne usikre.

– Aktierne stiger, fordi meningsmålinger peger på en klar afgørelse af det amerikanske valg. Nogle havde ventet, at det ville være mere tæt, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

I baghovedet havde investorerne, at præsident Trump indtil flere gange har nægtet at garantere en fredelig overdragelse af magten i USA, hvis han skulle tabe valget.

Skulle udfaldet af præsidentvalget blive mudret, vil det formentlig hurtigt kunne aflæses med fald på Wall Street.

/ritzau/