Bidens folk klar til kamp hvis Trump går til domstolene

Præsidentkandidat Joe Bidens kampagne oplyser onsdag sidst på eftermiddagen, at man står klar med et hold jurister, hvis den siddende præsident, Donald Trump, vil forsøge at få domstole til at stoppe optællingen af brevstemmer.

Det skriver Reuters.

– Hvis præsidenten gør alvor af sin trussel om at forsøge at få domstolene til at stoppe optællingen af stemmer, har vi et hold af jurister klar til at modvirke det forsøg, siger kampagneleder Jen O’Malley Dillon.

Donald Trump erklærede sig onsdag som vinder af det amerikanske præsidentvalg og varslede i samme omgang, at han ville bede højesteret i USA om at stoppe med at tælle brevstemmer.

Han har før hævdet, at brevstemmer fører til valgfusk.

Blandt andet sagde han:
– Vi vandt dette valg. Det her er snyd og bedrag over for den amerikanske befolkning.

Der skal være direkte juridiske problemer med stemmeoptællingen, før resultatet af det amerikanske præsidentvalg ender ved USA’s højesteret.

Det forklarer Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han forsker i amerikansk politik, valgsystemer og forfatninger.

– Trump har sagt, at han vil gå til højesteret for at få retten til at stoppe optællingen af brevstemmer. Men det kan jeg simpelthen ikke se for mig, at han kommer afsted med, siger han.

– Jeg tror, at det er bluf fra Trumps side.

Forfatningen i USA siger, at delstaterne selv har ansvar for at sætte reglerne for valgafviklingen og for at gennemføre valghandlingen.

– Det vil sige, at så længe delstaterne overholder deres egne regler, så skal forbundsstaten – og dermed præsidenten – holde sig ude af det, siger Peter Kurrild-Klitgaard til Ritzau.

Joe Biden fører i øjeblikket snævert i Nevada, Wisconsin og Michigan.

I Michigan er 96 procent af stemmerne talt op, og Biden fører med 49,6 procent mod Trumps 48,6 procent.

I Wisconsin har Joe Biden ligeledes 49,6 procent, mens Trump har 48,9 procent, efter at 96 procent af stemmerne er talt op.

I Nevada er kun 67 procent af stemmene talt op, men også her fører Joe Biden. Han har 49,2 procent af de optalte stemmer, og Trump har 48,6 procent.

Nevada har oplyst, at delstaten først fortsætter optællingen torsdag morgen lokal tid (torsdag eftermiddag dansk tid).

Hvis Joe Biden vinder disse delstater, vil han stå med de nødvendige 270 valgmænd, der skal til for at vinde præsidentvalget.

/ritzau/