Arizona og New Jersey legaliserer marihuana til eget forbrug

Det er ikke kun Senatet, Repræsentanternes Hus og præsidentposten, der er på valg i USA. En lang række mindre valg samt folkeafstemninger har fundet sted i en række delstater.

Blandt andet har spørgsmålet om lovliggørelse af forskellige euforiserende stoffer været til afstemning flere steder.

I den amerikanske hovedstad, Washington D.C., og i delstaterne Arizona og New Jersey har vælgerne givet deres opbakning til at afkriminalisere brugen af marihuana og visse psykedeliske stoffer.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I delstaten Washington har foreløbig 77 procent af vælgerne sagt ja til at lovliggøre visse psykedeliske planter og svampe. Her tælles dog stadig stemmer.

Arizona og New Jersey slutter sig til 11 andre delstater, der i forvejen har afkriminaliseret marihuana.

Vælgere i Oregon har stemt for at godkende psilocybin, som findes i svampe, til terapeutisk brug for voksne.

Af andre folkeafstemninger har delstaten Florida stemt for at gradvist hæve mindstelønnen frem til 2016. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/