Wall Street er i godt humør på valgdag

Børsen på Wall Street var i godt humør på valgdagen i USA, hvor der blev meldt om en stigning på knap 2,1 procent for Dow Jones ved lukketid.

Det var en stigning på 550 point til 27.477.

Det kom oven på en fremgang mandag. Det har sammenlagt givet en lille fremgang oven på et større børssmæk i sidste uge.

Det bredere industriindeks S & P går frem med 1,8 procent, mens det tech-tunge Nasdaq Composite Index noterer en gevinst på 1,9 procent.

Avisen The New York Times konstaterer, at børshandlerne ikke har fokus på coronapandemien, som de havde i sidste uge, hvor kurserne faldt. Nu er det udfaldet af præsidentvalget, der optager dem.

/ritzau/