Valgresultat fra vigtig svingstat bliver forsinket

Valgresultatet er ventet med spænding i North Carolina, der er en af de såkaldte svingstater ved tirsdagens amerikanske valg.

Men resultatet bliver forsinket med mindst 45 minutter. Det skyldes, at fire valgsteder har fået tilladelse til at holde længere åbent, fordi de åbnede med forsinkelse tirsdag morgen lokal tid.

Resultatet fra de øvrige valgdistrikter offentliggøres ikke, før samtlige valgsteder i North Carolina er lukket. Det rapporterer tv-stationen CNN.

Ved et af valgstederne skyldes forsinkelsen, at de havde problemer med en printer.

Det fører til, at de samlede valgresultater for hele delstaten kommer senere end ventet.

De fleste valgsteder lukker som planlagt klokken 01.30 dansk tid. Det er kun de fire, der har fået lov af delstatens valgmyndigheder til at forlænge åbningstiden med op til 45 minutter.

Det betyder, at man tidligst forventer et resultat fra North Carolina klokken 02.15 dansk tid. Det beretter CNN’s udsendte medarbejder i delstaten.

Der er 15 valgmænd på spil i North Carolina.

Ved valget for fire år siden vandt præsident Donald Trump her med 50 procent mod 46 procent til Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. I år ventes det at blive endnu tættere løb i North Carolina.

/ritzau/