USA-postvæsen skal granske valgsteder for forsinkede stemmer

En dommer i USA har givet det amerikanske postvæsen ordre om at tjekke, om de har brevstemmer fra en række afgørende stater liggende. Hvis det er tilfældet, skal de straks sørge for at få stemmesedlerne sendt afsted.

Det skal øge sandsynligheden for, at stemmerne kan nå at blive talt med ved tirsdagens præsident- og kongresvalg.

Klokken 16.30 lokal tid skal postvæsenet have sikret, at ingen stemmer bliver ladt tilbage. Det har dommer Emmet Sullivan fra distriktsdomstolen i Washington afgjort.

I flere stater bliver brevstemmerne kun talt med, hvis de er modtaget senest tirsdag. Derfor er der bekymring for, at nogle af brevstemmerne kan gå tabt.

Områderne, der er omfattet af ordren, ligger i en række vigtige svingstater som Arizona, Florida og Pennsylvania.

Beslutningen om at granske postcentre for stemmesedler kommer efter et søgsmål fra organisationen Vote Forward samt en række latinamerikanske grupper.

Ifølge The New York Times er omkring 300.000 stemmer, som ifølge postvæsenet er afleveret, ikke blevet registreret på optællingsstederne.

Ifølge det netmediet HuffPost har grupper de seneste dage forsøgt at blokere veje og broer for at skabe kaos omkring stemmeafgivningen.

Der skulle ifølge HuffPost være tale om aktioner, der er koordineret på sociale medier.

Tidligt tirsdag havde over 100 millioner amerikanere brevstemt eller stemt på forhånd. Det er et rekordstort antal. Det oplyser US Elections Project, der er tilknyttet University of Florida.

Det tilskrives blandt andet coronapandemien. Mange vælgere har af frygt for smitte valgt at brevstemme i stedet for at møde op ved valgstederne.

/ritzau/Reuters