Twitter stempler Trump-tweet om Pennsylvania som vildledende

Twitter har aftenen før præsidentvalget i USA markeret et tweet fra præsident Donald Trump som værende potentielt vildledende.

I opslaget skriver Trump, at en højesteretsafgørelse om optælling af brevstemmer i Pennsylvania vil føre til valgsvindel og vold i gaderne.

– Afgørelsen fra højesteret om stemmer i Pennsylvania er en MEGET farlig afgørelse. Den vil tillade uhæmmet og ukontrolleret snyd og vil underminere hele vores lovsystem.

– Den vil også fremkalde vold i gaderne. Noget er nødt til at blive gjort, skriver Donald Trump natten til tirsdag dansk tid.

Opslaget er af Twitter blevet skjult og markeret med en tekst om, at indholdet i tweetet eller dele af indholdet “bestrides og kan være vildledende med hensyn til, hvordan man deltager i et valg eller en anden borgerproces”.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters henviser Trumps tweet til en afgørelse fra højesteret i sidste uge. Her tillod højesteret, at Pennsylvania og North Carolina kan optælle stemmer i op til tre dage efter selve valgdagen 3. november.

Den republikanske præsident har været en højlydt kritiker af brevstemmer og har gentagne gange hævdet, at de vil medføre valgsvindel, dog uden at have beviser for sine påstande.

Også Facebook har markeret Trumps opslag som værende misledende. I en tekst føjet til opslaget skriver Facebook, at både brevstemmer og personlige “har en lang historie med troværdighed i USA”.

– Valgsvindel er ekstremt sjældent på tværs af afstemningsmetoder, skriver Facebook.

I de seneste måneder har Twitter flere gange markeret Trumps tweets som værende misledende eller for at forherlige vold.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Twitter har også føjet en faktaboks til to af præsidentens tidligere tweets om brevstemmer, hvilket udløste en voldsom reaktion fra Trump.

/ritzau/