Trump tror på sejr: Utrolige valgmøder sikrer mange stemmer

USA’s præsident, Donald Trump, har god tro på, at han vinder præsidentvalget.

Det siger han på valgdagen i et telefoninterview på den amerikanske tv-station Fox News.

Han fremhæver blandt andet sine vælgermøder som succesrige, fordi der har været mange fremmødte som publikum.

– Det har været utroligt. Jeg tror, det fører til mange stemmer, siger Donald Trump til Fox News.

Ifølge Trump ser det eksempelvis godt ud i den vigtige svingstat Florida, hvor valgstederne åbnede klokken 13 dansk tid. Trump mener, at han i Florida har godt greb om de sorte og latinamerikanske vælgere.

Florida har demografisk set flere latinovælgere end USA som helhed. Og de er derfor vigtige at have på sin side i delstaten.

I interviewet erklærer præsidenten sig også tilfreds med sin valgkamp.

– Det har været et fantastisk forløb og tre gode uger. Utrolige tre uger, siger han og peger på den anden præsidentdebat som en, der var til hans fordel.

– Den anden debat var rigtig god. Det var noget, der udartede sig virkelig godt, siger Trump.

/ritzau/