Trump afslutter sin valgkampagne i samme by som i 2016

Præsident Donald Trump slutter sin valgkampagne mandag på samme sted, hvor han afsluttede sin kampagne i 2016.

Mandag lokal tid besøger Trump nemlig den vigtige delstat Michigan. Her besøger han byerne Traverse City og slutter i Grand Rapid, hvor han også sluttede i 2016.

Ved Trumps sejr i 2016 beskrives det som et vigtigt øjeblik, at han brød den såkaldte blå mur i traditionelle demokratiske delstater, herunder i Michigan, ved at vinde hvide arbejderklassevælgere.

Som i 2016 hævder Trump mandag, at en stemme på Demokraterne vil være ødelæggende for industrien.

– En stemme på Joe Biden er en stemme på at ødelægge bilindustrien, hævder Trump mandag eftermiddag i Traverse City, inden han besøger Grand Rapid mandag aften lokal tid.

Trump har kørt et hektisk tempo op til tirsdagens præsidentvalg, og mandag tilbragte han sin dag i både North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin, inden han slutter i Michigan.

/ritzau/AFP