Sverige skærper coronaanbefalinger i flere regioner

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, siger, at Sverige skærper coronaretningslinjerne i flere regioner. Situationen er alvorlig, siger han på pressemøde i Stockholm.

– Der må ikke sidde mere end otte personer ved samme bord på en restaurant, siger Löfven og understreger, at “hver eneste borger nu må påtage sig et ansvar”.

– Vi ved, hvor farligt det er. Vi har næsten 6000 mennesker, som er døde, siger han.

– Flere og flere sengepladser på hospitalernes intensivafdelinger bruges nu til behandling af patienter med covid-19. Det pusterum, som vi fik i sommer, er forbi.

Samtidig fremhæver han, at hans regering har foreslået i Riksdagen, at der overføres ti milliarder svenske koner (omkring 7,2 milliarder danske kroner) til kommuner og regioner, for at de kan håndtere pandemien.

Der indføres skærpede anbefalinger i de tre svenske län Halland, Örebro og Jönköping. Et län er en administrativ region.

I Halland, Örebro og Jönköping skal indbyggerne undgå kontakt med alle andre end de personer, som de bor sammen med. De skal også undgå kollektiv trafik og steder med mange mennesker. Alle, der har mulighed for det, skal bedes om at arbejde hjemme.

Löfven understreger, at sundhedsmyndighederne må bruge flere ressourcer på at spore og teste i indsatsen mod smitten.

/ritzau/TT