OVERBLIK: 20 timers valgdag i USA

Tirsdag når det amerikanske valg sin ende, når de amerikanske vælgere i seks tidszoner afgiver de sidste stemmer over en 20 timer lang valgdag.

I USA stemmer vælgerne på tværs af landet på forskellige tidspunkter. Her kan du få en køreplan for, hvordan den amerikanske valgdag efter planen vil forløbe:
* Ved midnat til tirsdag lokal tid – der er klokken 06.00 tirsdag i Danmark – åbner nogle få valgsteder i delstaten New Hampshire. Valgstederne er små, og resultatet plejer hurtigt at stå klart.

* Klokken 05.00 lokal tid – klokken 11 i Danmark – åbner de første valgsteder i nabostaten Vermont. Dette betragtes som starten på valgdagen.

* Herefter åbner de forskellige stater sine valgsteder på forskellige klokkeslæt alt efter de lokale regler og tidszoner.

* I New York og flere steder i den nordøstlige del af USA åbner valgstederne klokken 06.00 – altså klokken 12 dansk tid.

* De næste timer åbner valgsteder i store dele af USA. Når klokken er 14 i Danmark, kan vælgere i eksempelvis det sydlige Texas og Arizona ovre vestpå også møde op på deres valgsteder.

* Klokken 17 dansk tid åbner de sidste delstater på vestkysten deres valgsteder. Dermed er der gang i valghandlingerne i hele USA.

* Herefter venter alle på, at valgstederne lukker, og de foreløbige optællingsresultater begynder at komme.

* I nogle stater må valgmyndighederne tælle de stemmer, der afgivet før valget, op til valgdagen. Andre steder må de først begynde at tælle på selve valgdagen. Derfor vil nogle delstater hurtigere have et resultat klar.

* De første to delstater, hvor valgsteder lukker, er Indiana og Kentucky. Her lukker de fleste valgsteder klokken 18 lokal tid – hvilket svarer til midnat til onsdag i Danmark.

* Her kommer de første resultater, men både Indiana og Kentucky har to forskellige tidszoner, og der ventes dermed først samlede resultater for de to delstater efter klokken 01.00 dansk tid.

* Her vil også staterne Vermont, Georgia, Virginia og South Carolina være færdige med at stemme, og de store amerikanske tv-stationer og nyhedsbureauet AP vil oplyse, når der er optalt nok stemmer til, at de kan udråbe en vinder i hver af de stater.

* Blandt de stater, hvor valgstederne lukker først, er de mest opsigtsvækkende nok Georgia og Virginia, der er blandt de sydstater, som kan blive tætte.

* Store dele af den vigtige svingstat Florida lukker også klokken 01.00 dansk tid, men en lille del staten er i en anden tidszone og lukker først en time senere. Derfor vil der fra klokken 01.00 være resultater fra dele af Florida, men ingen kan konkludere noget før klokken 02.00.

* Klokken 01.30 dansk tid lukker to stater, som begge kan blive interessante: Den vigtige svingstat North Carolina og Ohio, der giver det første indblik i, hvordan valget er gået i det industritunge nordøst.

* Klokken 02.00 dansk tid lukker valgstederne i 11 stater. Ud over Florida betyder det blandt andet de første resultater fra Pennsylvania, der er en af valgets vigtigste stater.

* Klokken 03.00 lukker de sidste valgsteder i 14 stater – og her finder vi også de sidste af de stater, der kan afgøre valget. Det gælder både Michigan og Wisconsin i nordøst og Arizona i det sydvestlige USA.

* Klokken 06.00 dansk tid lukker Alaska som den sidste delstat de fleste af sine valgsteder. Der er enkelte valgsteder i Alaska, der lukker en time senere, og selv om de ikke har den stor indflydelse på resultatet, markerer de slutningen på en 20 timer lang valgdag.

* Herefter tælles der stemmer. Hvornår det arbejde er afsluttet i de enkelte stater, kan afhænge af mange ting. Hvor mange af de forhåndsafgivne stemmer er optalt på forhånd? Hvor mange har i det hele taget stemt? Hvor mange brevstemmer er der – og lever de op til kravene til brevstemmer?
* I 2016 var der tæt løb i tre afgørende stater – Pennsylvania, Michigan og Wisconsin – og derfor kom de afgørende resultater først op ad morgenen dansk tid. TV-stationen NBC udråbte Donald Trump som vinder klokken 09.04 dansk tid.

Kilder: NBC, Ballotpedia.com.

/ritzau/