Minister: Person bag Wien-skyderi var IS-sympatisør

Mindst én person, som formodes at stå bag et skyderi med flere dræbte mandag aften i Østrigs hovedstad, Wien, sympatiserede med den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Det oplyser Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, på et pressemøde tirsdag morgen.

– Vi oplevede i går aftes et angreb fra mindst én islamistisk terrorist, siger Nehammer på pressemødet.

Man er blandt andet nået frem til den konklusion, efter at myndighederne har gennemsøgt personens hjem.

Det står ikke klart, om flere gerningsmænd er på fri fod. Den del efterforsker politiet fortsat.

På pressemødet oplyser østrigsk politi videre, at fire personer, herunder den formodede gerningsmand, er døde. 15 er blevet alvorligt såret, blandt andre en politibetjent.

Blandt de døde civile er to mænd og en kvinde. Der er ikke yderligere oplysninger om ofrene.

Politiet skriver på Twitter, at den mistænkte blev skudt og dræbt af betjente.

Vedkommende bar et automatvåben, flere håndvåben og en bombevest, som dog viste sig at være en attrap.

Skyderiet fandt sted mandag aften i det centrale Wien. Der var skyderier seks forskellige steder, som alle lå tæt på en synagoge.

– Lige nu kan vi ikke udelukke, at der har været flere gerningsmænd, siger Karl Nehammer tirsdag morgen.

Nehammer gentager også opfordringer til offentligheden om at blive hjemme.

Han kalder angrebet for et forsøg på at svække og splitte Østrigs demokrati.

Politiet lukkede i løbet af aftenen og natten dele af det centrale Wien i jagten på en eller flere gerningsmænd.

Mange søgte tilflugt på barer og hoteller, mens der ikke var nogen offentlig transport.

Angrebet har ført til sympati- og støtteerklæringer fra en række regeringsledere i hele verden, blandt andet fra statsminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/Reuters