Mindst 35 blev dræbt ved angreb på Kabuls universitet

Antallet af dræbte ved et angreb på Kabuls Universitet mandag er steget til mindst 35. De fleste af dem er unge studerende.

Det oplyser regeringskilder i den afghanske hovedstad tirsdag.

Kilderne siger, at omkring 50 blev såret ved angrebet, som Islamisk Stat (IS) har taget skylden for.

IS har tidligere angrebet en række uddannelsesinstitutioner i Afghanistan.

I alt tre angribere stormede ind på universitet og skød de studerende, da de sad i deres klasseværelser. Senere rykkede sikkerhedsstyrker ind på universitetet, og det kom til timelange skudvekslinger.

Øjenvidner og afghanske embedsmænd oplyste, at studerende løb væk fra bygningerne, og at hele universitetsområdet blev evakueret.

– De skød mod alle, de så, sagde et øjenvidne ved navn Fathullah Moradi.

I seks timer blev der udvekslet skud mellem angriberne og afghanske elitestyrker.

I sidste uge tog IS skylden for et selvmordsangreb mod en anden uddannelsesinstitution i Kabul. Her blev mindst 24 mennesker blev dræbt, de fleste af dem studerende.

USA’s præsident, Donald Trump, har gjort det til et af de centrale emner i sin valgkamp at nedbringe antallet af amerikanske soldater i Afghanistan. Han har således lovet et opgør med de “uendelige” amerikanske krige.

I midten af september sagde Trump, at hans mål var at reducere antallet af amerikanske soldater i Afghanistan til 4000.

I februar underskrev USA og Taliban en fredsaftale for at afslutte den længste krig i USA’s historie.

Ifølge aftalen skal alle udenlandske soldater forlade Afghanistan inden for 14 måneder, mod at Taliban til gengæld stiller sikkerhedsgarantier.

Taliban fører forhandlinger i Doha i Qatar med den afghanske regering.

/ritzau/Reuters