Måling: Joe Biden har overlegen opbakning blandt danskere

Demokraternes præsidentkandidat i USA, Joe Biden, kunne formentlig læne sig godt tilbage på valgkampens sidste dag, hvis Biden var på valg i Danmark.

Langt størstedelen – 83,3 procent – af danske borgere ville nemlig stemme på Joe Biden som præsident, hvis de kunne ved præsidentvalget tirsdag.

Det viser en måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau. 1053 danskere har afgivet svar.

7,6 procent ville sætte kryds ved den republikanske og nuværende præsident, Donald Trump. 9,1 procent svarer “ved ikke”.

Anders Agner, der er chefredaktør ved netmediet Kongressen.com, er ikke overrasket over, at så mange danskere foretrækker Joe Biden.

– Traditionelt set er det sådan, at langt de fleste danskere kan relatere mere til Demokraterne end til Republikanerne. Sådan har det været historisk.

– Bill Clinton var en populær præsident i Danmark. Barack Obama var en populær præsident i Danmark. Omvendt var George W. Bush en meget upopulær præsident i Danmark, siger han.

I målingen får Joe Biden overvejende støtte fra danskere uanset alder, køn og bopæl.

Når man kigger på, hvilket dansk parti respondenterne stemte på ved folketingsvalget i 2019, er der en større andel, som støtter Donald Trump.

Det gælder for eksempel i højere grad blandt Dansk Folkeparti og Liberal Alliances vælgere end Socialdemokratiet og SF. Men heller ikke her tipper støtten fra Biden til Trump.

Spørger man Anders Agner, handler det om, at mange i Danmark føler, at de kan spejle sig i de værdier, som Demokraterne står for.

– Der er mange, som ofte har følelsen af, at nogle af de ting, vi synes, er de definerende værdier herhjemme, for eksempel velfærdspolitik og i nyere tid også klimapolitik, at det har en langt større grad af genkendelighed, når vi ser det med danske briller, siger han.

Anders Agner vurderer, at danske Trump-støtter ligger mere vægt på vilkårene for erhvervslivet. Og så er nogle af dem også præget af en frustration og mistillid til det etablerede politiske system, som også kendt blandt Trump-tilhængere i USA.

I Danmark skal opbakningen til Joe Biden dog ikke udelukkende ses som et aktivt tilvalg af demokraten. Men også som et fravalg af Trump.

– Han er ikke Trump. Det tror jeg også er en del af historien bag alt det her, at han i høj grad ikke er Trump. Og det er noget, rigtig mange i det her land godt kan lide, siger Anders Agner.

Svarene til målingen er indhentet mellem den 27. oktober og 2. november.

/ritzau/