Joe Biden på tur i sin hjemby lover at samle landet

Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, er tirsdag på valgdagen forbi Scranton, Pennsylvania, som er hans hjemby.

I den forbindelse greb Biden tirsdag morgen lokal tid en megafon og delte sit budskab med borgere på gaden.

– Jeg vil genoprette landets sjæl. Jeg vil genoprette basal anstændighed og ære i Det Hvide Hus.

– Jeg vil genrejse rygraden i landet. Middelklassen byggede dette land, ikke Wall Street, sagde Biden med henvisning til den amerikanske børsgade i New York.

Mens han talte, måtte Biden igen og igen rette på sit mundbind, der gled ned over næsen.

Med sig på turen til Scranton har den demokratiske kandidat to af sine børnebørn, Finnegan og Natalie. Da de ankom til byen, bød han børnebørnene “velkommen hjem”.

Det er første gang, at de er i bedstefarens hjemby. Biden selv forlod den, da han gik i 4. klasse. Men han kom som barn tilbage igen næsten hver sommer, fortæller han.

Scranton er en by i den vigtige svingstat Pennsylvania. Ved sidste præsidentvalg vandt Donald Trump staten knebent, hvilket var medvirkende til hans sejr.

Men Demokraterne håber at tilbagevinde delstaten, hvor demokratiske Barack Obama vandt i både 2008 og 2012.

Der er 20 valgmænd på spil i Pennsylvania, som ifølge analyseinstitutter som Cook Political Report og Inside Elections står til at blive en af de mest afgørende stater ved præsidentvalget.

I alt kæmper Republikanernes kandidat, præsident Donald Trump, og Demokraternes kandidat, Joe Biden, om 538 valgmænd i valgmandskollegiet.

Det kræver 270 valgmænd at vinde præsidentvalget.

I talen til borgerne på gaden i Scranton fik Biden også igen understreget, at han vil gøre noget ved den splittelse, som han mener, præger landet.

– Vi skal samle landet. Det er landet klar til, lød det fra Biden.

Tidligere på valgdagen gav Donald Trump et kort telefoninterview til tv-stationen Fox News. Her sagde præsidenten, at han har god tro på, at han vinder præsidentvalget, selv om meningsmålinger er gået ham imod.

/ritzau/