Forstadskvinder i rustbæltets svingstater kan afgøre valget

En af de vælgergrupper, som på valgdagen tirsdag kan vise sig udslagsgivende for, hvem der skal være USA’s præsident de næste fire år, er kvinder i forstæderne.

Det vurderer Anders Agner Pedersen, chefredaktør for mediet Kongressen.com.

– Det er et vælgersegment, som Donald Trump ser ud til at have meget, meget svært ved for alvor at få aktiveret, hvorimod Joe Biden ser ud til virkelig at have held med sin kampagne om at få forstadskvinderne til at stemme på sig, siger Anders Agner Pedersen.

Han fremhæver blandt andre Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, som et vigtigt led i Biden-kampagnens bestræbelser på at få forstadskvinderne over på sin side.

– Harris har i høj grad gjort en dyd ud af at gøre det her til en valgkamp, hvor man har sat ligestillingen i fokus. Hun har argumenteret for, at ligestillingen er gået den forkerte vej under Trump og Pence (Trumps vicepræsident, red.), og det ønsker Demokraterne at genoprette.

– Det ser ud til at have fået fat på en måde, som kan blive afgørende, siger Anders Agner Pedersen.

Han understreger imidlertid, at det forudsætter, at det er forstadskvinder i svingstater som Florida og de såkaldte rustbælte-stater Pennsylvania, Michigan og Wisconsin, der skal kigge Bidens vej, før det for alvor kan have en indflydelse på valgresultatet.

De fire svingstater er afgørende for, hvem der løber med valgsejren. Biden fører ifølge meningsmålinger i de tre rustbælte-stater, mens der er dødt løb i Florida.

Rustbæltet er en betegnelse for et område i USA, som traditionelt har været førende inden for blandt andet stål- og jernindustrien.

Ved præsidentvalget i 2016 vandt Trump i Pennsylvania og andre stater i rustbæltet på et løfte om at genoplive den skrantende kul- og stålindustri og skabe job til arbejderne.

Både Anders Agner Pedersen og Niels Bjerre-Poulsen, som er lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, påpeger, at præsident Donald Trump i 2016 vandt staterne særdeles knebent.

Og derfor kan en vælgergruppe som de hvide kvinder i staterne altså blive afgørende.

– Han har meget lidt plads til at få vælgergrupper skrabet fra. Og hvide kvinder i forstæderne ser ud til at have forladt Trump i forholdsvis stor grad.

– De vælgere, der først er faldet fra, er de kvinder, som ikke bryder sig om Trump personligt, hans stil og hans måde at være præsident på, selv om de for fire år siden måske lod tvivlen komme ham til gode, siger Niels Bjerre-Poulsen.

I midten af oktober kom Trump ved et vælgermøde i Pennsylvania med en usædvanlig direkte opfordring til forstadskvinder om at stemme på sig.

– Forstadskvinder, vil I ikke være søde at kunne lide mig? Jeg har reddet jeres forbandede kvarterer, sagde han i den forbindelse.

/ritzau/