Formodet gerningsmand i Wien var opvokset i Østrig

Den formodede gerningsmand, som blev dræbt af politiet efter et angreb i Wien mandag aften, var en 20-årig mand. Han var vokset op i den østrigske hovedstad.

Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, oplyser, at overvågningsvideoer indtil videre ikke tyder på, at der var andre gerningsmænd involveret i angrebet.

En hurtig identifikation af gerningsmanden førte til 14 anholdelser efter angrebet mandag aften, hvor der blev skudt seks forskellige steder.

Gerningsmanden blev neutraliseret, ni minutter efter at angrebet blev indledt, oplyser Nehammer.

To mænd og to kvinder blev dræbt. Mindst 22 blev såret – heriblandt en politimand, hvis tilstand er stabil. Men en del af de sårede er i kritisk tilstand, oplyser indenrigsministeriet.

Den formodede gerningsmand var kendt som islamist. Indenrigsministeriet i Wien bekræfter, at den 20-årige i april 2019 var blevet idømt 22 måneders fængsel, fordi han havde forsøgt at komme til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat.

– I december 2019 blev han benådet på grund af sin unge alder, siger den østrigske indenrigsminister til medier i Wien.

Den 20-åriges navn var Kujtim Fejzula. Han snød ifølge indenrigsministeren lederne af et “antiradikaliseringsprogram”.

Nehammer siger, at den 20-årige havde dobbelt statsborgerskab og både var østrigsk og nordmakedonsk statsborger.

Myndighederne oplyser tirsdag eftermiddag, at en mand, der betegnes som islamist, er anholdt i byen Linz. Det rapporterer tv-stationen ORF.

Manden blev ført ud af et hus i håndjern, men der er ingen sikre oplysninger om, hvorvidt han har forbindelser til angrebet i Wien.

Flere anholdelser er foretaget tæt ved byen Pölten, hvor to huse blev ransaget. Politiet har foretaget razziaer i 18 hjem.

Mindst 1000 politifolk er sat ind i en eftersøgningsoperation, hvor mulige andre deltagere i angrebet jages.

– Østrig har i mere end 75 år været et stærkt og modent demokrati, et land, hvis identitet er markeret af værdier og fundamentale rettigheder som ytringsfrihed, retslovgivning og tolerance mellem mennesker, siger Nehammer.

Den dræbte 20-årige var bevæbnet med et håndvåben og et stormgevær. Han bar også et bombebælte, som viste sig at være en attrap.

/ritzau/Reuters