Trump lover at modbevise meningsmålinger to dage før valg

Med mindre end to dage til det amerikanske valg rejste præsident Donald Trump tusindvis af kilometer fra nord til syd for at besøge flere svingstater søndag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump er bagud i meningsmålingerne i forhold til sin demokratiske rival ved præsidentvalget 3. november, Joe Biden.

Trump forsøger for alt i verden at undgå at blive den første siddende præsident, der ikke bliver genvalgt, siden republikaneren George H.W. Bush i 1992.

Derfor fortsatte han sit hektiske tempo med vælgermøder i svingstaterne Michigan, Iowa og North Carolina søndag. Senere har Trump planlagt besøg i Georgia og Florida.

Selv om Biden ligger foran i meningsmålingerne på landsplan, ser det anderledes tæt ud i svingstaterne, og Trump kan dermed stadig opnå de 270 stemmer, der er nødvendige for at vinde valgmandskollegiet, der udpeger vinderen af valget. Det skriver Reuters.

Svingstaterne er afgørende for valgresultatet. De største svingstater – Florida, Pennsylvania, Michigan, North Carolina, Wisconsin og Arizona – gik til Trump i 2016, selv om fire af staterne havde stemt på demokraten Barack Obama i 2012, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Vi fører nu, sagde Trump på sit vælgermøde i Michigan søndag til et tætpakket publikum.

– Vi fører i Florida, vi fører i Georgia. De siger, at der er meget tæt løb i Texas. Det tror jeg ikke på. De sagde det samme for fire år siden, og jeg vandt en jordskredssejr, sagde Trump ifølge AFP.

Texas har længe været den største republikanske delstat og uden for rækkevidde for Demokraterne. I år har Demokraterne dog fornyet håb om at gøre Texas til en af de delstater, som begge partier kan vinde.

Også Joe Biden bønfaldt vælgerne om deres stemme søndag ved to vælgermøder i svingstaten Pennsylvania.

– Vi er ved en skillevej. Så vi er nødt til at stemme, som vi aldrig har stemt før, sagde Biden i delstaten, hvor han er født.

Bidens vælgermøder blev afholdt som et drive-in-arrangement for at undgå smittespredning med coronavirus.

/ritzau/