Trump afviser at ville erklære sejr før tid på valgdagen

USA’s præsident, Donald Trump, afviser, at han har tænkt sig at erklære sig som vinder af præsidentvalget før tid, hvis foreløbige resultater skulle pege i den retning.

Det siger han søndag til journalister i forbindelse med et vælgermøde i North Carolina ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer efter en historie i det politiske medie Axios søndag.

Mediet skriver, at Trump ifølge flere kilder tæt på præsidenten har tænkt sig at erklære sejr på valgaftenen 3. november, hvis det ligner, at han er foran – selv hvis resultatet i valgmandskollegiet ikke er afgjort.

I USA vælges en præsident ved at opnå et flertal blandt valgmandskollegiets 538 valgmænd og ikke ved at få flest stemmer på nationalt plan.

Derfor vil det være meget kontroversielt, hvis Trump udråber sig som sejrherre, før det er afgjort.

Ifølge Reuters kalder Trump søndag historien for “falsk”.

/ritzau/