Treårig pige reddet ud fra ruiner 65 timer efter jordskælv i Izmir

Redningshold har fundet to piger i live under murbrokkerne fra en bygning, som kollapsede under skælvet i Izmir i Tyrkiet fredag.

Den 14 år gamle Idil Sirin lå begravet i 58 timer, før hun til jubel fra redningsarbejdere blev hentet ud natten til mandag.

Hendes otte år gamle søster Ipek blev fundet omkommet tæt ved hende.

Syv timer senere blev også en treårig pige – Elif Perincek – fundet i live i ruinerne. Pigens mor blev reddet ud af ruinerne lørdag sammen med tre af hendes søskende. En af hendes søskende døde dog senere af sine kvæstelser. Det rapporterer tv-stationen NTV ifølge AP.

Eftersøgningerne efter overlevende fortsætter i flere ødelagte bygninger efter skælvet, som har kostet omkring 80 mennesker livet. Mindst 79 døde i Tyrkiet, mens to teenagere også blev dræbt på den græske ø Samos nær skælvets epicentrum i Det Ægæiske Hav.

Mindst 962 mennesker blev kvæstet ved skælvet, som var det dødeligste i Tyrkiet i næsten et årti. Flere end 700 af de kvæstede er blevet udskrevet fra hospitalet.

Der er opstillet over 3500 telte og oprettet 13.000 sengepladser til tusindvis af mennesker, hvis hjem ligger i ruiner.

Håbet om at finde flere overlevende efter det kraftige jordskælv svinder gradvist ind. Eftersøgningen efter overlevende i Izmir blev søndag koncentreret omkring sammenstyrtede bygninger.

Under eftersøgningerne er alle i området blevet bedt om at være så stille som muligt, så redningsfolkene kan lytte efter stemmer fra eventuelle overlevende under ruinerne.

Den tyrkiske vicepræsident, Fuat Otkay, siger, at 26 bygninger i Izmir, som er Tyrkiets tredjestørste by, skal rives ned, fordi jordskælvet har gjort dem ubeboelige.

Rystelserne kunne også mærkes på det græske fastland og i Tyrkiets største by, Istanbul, der ligger 540 kilometer nord for Izmir.

Det amerikanske jordskælvscenter, USGS, målte skælvet til en beregnet størrelse på 7, mens tyrkiske myndigheder har opgjort det til 6,6.

Siden jordskælvet fredag har der været en række efterskælv i regionen.

/ritzau/dpa