Regeringer erklærer sig i chok over angreb i Wien

Blandt andre Danmark, Frankrig og Tyskland har mandag aften sendt støtte og sympati til Østrig, efter hovedstaden, Wien, har oplevet angreb, der ifølge indenrigsminister Karl Nehammer er terror.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder angrebet i Wien for tragisk. På Twitter skriver Jeppe Kofod, at “plagen fra terrorismen må stoppe”.

– Vi må og vil stå sammen i solidaritet og sympati med ofrene, deres familier og hele den østrigske befolkning, skriver han.

Der er meldinger om skyderier seks forskellige steder i Wien. Ifølge tv-stationen ÖRF er flere mennesker dræbt.

Fra den tyske regering er også kommet en melding.

– Vi må ikke give efter for hadet, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP.

På Twitter skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, at han deler østrigernes chok.

– Vores fjender har brug for at vide, hvem de har med at gøre. Vi giver ikke efter for noget, skriver han.

/ritzau/