Mindst 32 dræbt i angreb i Etiopien

Bevæbnede mænd har dræbt mindst 32 mennesker i Etiopien og stukket ild til over 20 huse i et angreb i den vestlige del af landet.

Det meddeler en regional embedsmand mandag.

– Vi begravede 32 af dem i dag, siger embedsmanden, Elias Umeta.

Drabene skete søndag og blev begået af en gruppe ved navn OLF Shane i Oromiya-regionen, siger han.

Der er ikke umiddelbart et motiv for drabene.

– De blev henrettet, efter at den væbnede gruppe fortalte dem, at de gerne ville have et møde med dem, fortæller Umeta.

Omkring 700 til 750 beboere blev fordrevet fra området, da gruppen angreb, tilføjer han.

Etiopiens regering betegner mandag drabene som et “forfærdeligt” angreb mod civile.

– Fredelige civile blev dræbt på forfærdelig vis, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse fra regeringen mandag.

I meddelelsen sætter regeringen ikke tal på antallet af dræbte.

En overlevende, som AFP har talt med, siger at det var en gruppe ved navn Oromo Befrielseshær (OLA), der står bag angrebet.

– Efter at have samlet os, åbnede de ild mod os. Bagefter stjal de kvæget og brændte husene ned, fortæller den overlevende, der ikke tør stå frem ved navn.

Han sætter dødstallet højere end den regionale embedsmand.

– Jeg har talt over 50 lig, og jeg ved, at flere andre blev ramt af kugler, siger han.

Etiopien har i de seneste år været rystet af sporadisk vold.

Både OLA og OLF Shane hævder at kæmpe for bedre rettigheder for Etiopiens største etniske befolkningsgruppe, oromo.

Søndagens angreb ventes at lægge yderligere pres på premierminister Abiy Ahmed for at forbedre sikkerheden i landet.

Abiy Ahmed modtog sidste år Nobels fredspris for at have indgået en fredsaftale med Eritrea og for at have sluttet fred mellem flere oppositionsgrupper i landet.

Internt i Etiopien har der dog lydt kritik af ham og undren over nobelkomitéens valg af prismodtager.

/ritzau/Reuters