Medie: Prins William har haft coronavirus i april

Den britiske hertug af Cambridge, prins William, har været smittet med coronavirus i april. Det fortæller unavngivne kilder fra kongehuset til BBC.

Det menes, at prinsen blev smittet med coronavirusset, dage efter at hans far, prins Charles, fik stillet diagnosen covid-19.

Prins William har holdt det hemmeligt, at han var virussmittet, fordi han “ikke ville skræmme befolkningen”, skriver BBC.

Hertugen af Cambridge havde kæmpet med vejrtrækningsproblemer på grund af virussygdommen, viser rapporter ifølge flere britiske medier.

Han blev behandlet af læger, der er tilknyttet den britiske kongefamilie, og holdt sig isoleret i familiens hjem, Anmer Hall, i Norfolk. Her fortsatte han officielle arrangementer via telefon og videokonferencer.

Den britiske tronarving, den 71-årige prins Charles, blev syg med virusset i slutningen af marts og gik i selvisolation.

– Jeg var blandt de heldige, der fik en relativt mild covid-19. Men for nogle har det været en lang mere vanskelig oplevelse, sagde dronning Elizabeths ældste søn, da han indviede et nyt felthospital i april.

Felthospitalet ligger i London og har 4000 senge til coronapatienter.

/ritzau/