Biden i svingstat: Vi er færdige med kaosset

Det er “falske meningsmålinger”, der viser, at USA’s præsident, Donald Trump, har kurs mod et nederlag ved præsidentvalget tirsdag.

Det siger præsidenten ved et vælgermøde i Fayetteville i den vigtige svingstat North Carolina dagen inden valget.

– Jeg ser de her falske meningsmålinger, siger Trump til de mange tilhængere, der er samlet i Fayetteville.

– Vi kommer til at vinde alligevel.

Hans udfordrer ved valget, den tidligere demokratiske vicepræsident Joe Biden, holder mandag vælgermøde i blandt andet Cleveland i Ohio.

Han opfordrer amerikanerne til at stemme imod det “kaos”, der ifølge Biden har hersket i USA i de seneste fire år.

– Tiden er kommet til, at Donald Trump skal pakke sine kufferter og tage hjem, siger Biden til sine tilhængere i Ohio.

Ud over Ohio er Biden også i Pennsylvania mandag, som er en anden vigtig svingstat. Han får et skud stjernedrys fra popikonet Lady Gaga, der senere slutter sig til ham for at vise sin opbakning og få de unge til stemmeurnerne.

Tidligere præsident Barack Obama, der stadig er Demokraternes største politiske stjerne, fører valgkamp for Biden i Florida og Georgia.

I Fayetteville bruger Trump en del tid på at lange ud efter sine politiske modstandere, som han kalder “korrupte”, samt både medier og ikke mindst de meningsmålinger, der viser, at Biden står til sejr.

– Bur ham inde, råbte Trump-tilhængerne om Biden – et ekko fra 2016, hvor slagordet “Bur hende inde!” var et fast indslag fra de tilstedeværende ved Trumps vælgermøder.

I 2016 vandt han til manges overraskelse over demokraten Hillary Clinton.

Også Trump tager en slutspurt mandag, hvor han holder hele syv vælgermøder og slutter af mandag aften i Grand Rapids – det sted, hvor han også holdt sin sidste valgtale i 2016.

Men ved valget i år er han under langt større pres og er dalet i popularitet, ikke mindst på grund af sin håndtering af coronaudbruddet. Præsidenten har langt de fleste målinger imod sig, når man ser på de vigtige svingstater.

Denne gang har Biden endda en lille chance for at vinde i ellers traditionelle republikanske højborge som Georgia og Texas, spår målinger.

– Vi er færdige med kaosset! Vi er færdige med tweets, vrede, had, svigt og uansvarlighed, tordner den 77-årige Biden i sin valgtale i Cleveland.

Tirsdag er formelt set valgdag, men et rekordhøjt antal amerikanere har allerede stemt.

Mandag aften dansk tid lyder en opgørelse fra US Election Project, at 95 millioner vælgere har stemt enten per brev eller ved et af de mange valgsteder, der har åbent for tidlig afstemning før selve valgdagen.

Især Demokraterne har opfordret partiets vælgere til at stemme før selve valgdagen, blandt andet for at mindske risikoen for coronasmitte.

Trump har derimod gennem flere måneder rettet en skarp kritik mod brevstemmer. Han hævder, at der kan ske omfattende valgsvindel med denne afstemningsmetode – en påstand, som eksperter afviser.

På landsplan viser et gennemsnit af meningsmålinger, at Biden fører med 52 procents opbakning mod 42 til Trump.

/ritzau/AFP