Mindst to personer er stukket ned og dræbt i Canada

Mindst to personer meldes døde i den canadiske by Quebec efter at være blevet stukket ned.

En mistænkt er efterfølgende blevet anholdt af politiet.

Det skriver BBC.

Ud over de to døde skal fem personer være blevet såret.

Angrebet har fundet sted natten til søndag lokal tid.

Her bad politiet folk om at blive indenfor, da en mand “klædt i middelalderligt tøj” var gået til angreb på “flere ofre” med et våben med en klinge.

Kort tid efter kunne politiet fortælle, at ordensmagten havde anholdt en mand i midten af 20’erne.

Ifølge BBC beder politiet fortsat de lokale borgere om at blive indenfor, da efterforskere er ved at foretage en undersøgelse af sagen.

/ritzau/