Macron til muslimer: Tegninger kan ikke retfærdiggøre vold

I et forsøg på at rette op på hvad han kalder misforståelser omkring Frankrigs intentioner i den muslimske verden, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i et interview med den arabiske tv-kanal Al Jazeera, at han forstår, at karikaturtegninger af profeten Muhammed kan provokere.

Macron siger, at han respekterer muslimer, som er blevet chokeret over tegningerne, men at det ikke er nogen undskyldning for vold.

Præsidenten lægger samtidig vægt på, at Frankrig ikke vil give efter for vold og altid vil forsvare retten til ytringsfrihed, herunder offentliggørelsen af karikaturtegninger.

I samme ombæring understreger han, at det ikke betyder, at han eller hans embedsmænd støtter tegningerne, som muslimer anser som værende blasfemiske, eller at Frankrig på nogen måde er antimuslimsk.

– Jeg forstår og respekterer, at folk kan blive chokeret over disse tegninger, men jeg vil aldrig acceptere, at man kan retfærdiggøre fysisk vold på grund af de her tegninger, og jeg vil altid forsvare friheden i mit land til at skrive, tænke og tegne, siger Emmanuel Macron i interviewet, der blev sendt lørdag.

– Mit job er at gyde olie på vandene, som er det, jeg gør, men det er samtidig også at beskytte disse rettigheder, siger han.

Torsdag morgen blev tre personer dræbt under et knivangreb i kirken Notre-Dame i den sydfranske by Nice.

Sagen bliver efterforsket som en terrorsag.

To uger forinden var en fransk skolelærer blevet halshugget i en forstad til Paris. Det skete, efter at han havde vist sine elever tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.

Den franske regering har siden advaret om, at Frankrig kan blive ramt af flere angreb begået af militante islamister.

Derfor har Emmanuel Macron indsat tusindvis af soldater for at beskytte særligt udsatte steder.

Lørdag eftermiddag blev en ortodoks præst skudt og hårdt såret i den franske by Lyon. Præsten blev skudt to gange, inden gerningsmanden flygtede fra stedet, og er i kritisk tilstand.

Lørdag aften er en mistænkt i politiets varetægt.

Det er fortsat uvist, hvad motivet til lørdagens angreb har været.

/ritzau/Reuters