Kina indleder årtiets optælling af verdens største befolkning

Millioner af mennesker er søndag gået i gang med at stemme dørklokker på tværs af Kina for at tælle den kinesiske befolkning.

En gang hvert tiende år gennemfører Kina en folketælling af sin befolkning, der med over en milliard mennesker er verdens største.

Cirka syv millioner frivillige og offentligt ansatte står for optællingen, hvor de i løbet af de næste to måneder vil besøge kineserne i deres hjem. Uanset om de bor i Shanghais skyskrabere eller de mest fjerntliggende bjerglandsbyer.

For første gang vil der også blive brugt en app som hjælpemiddel til at kortlægge den massive befolkning.

Kina bruger folketællingen til en gang hvert årti at få overblik over landets befolkningstilvækst.

Oplysningerne bruges blandt andet til at afveje, hvor mange ressourcer der skal afsættes til uddannelse, sundhed, transport og ældrepleje.

Ved sidste optælling i 2010 talte den kinesiske befolkning 1,3 milliarder personer. Det var en stigning på 5,8 procent sammenlignet med optællingen i 2000.

Det svarer til, at Kinas befolkning var vokset med over 73 millioner mennesker på ti år. Det er mere end den samlede størrelse på den franske befolkning.

Denne gang vil fokus for folketællingen blandt andet være på, om man kan se en stigning i befolkningen som følge af Kinas lempelse af den tidligere “etbarnspolitik”.

Politikken blev introduceret i slutningen af 1970’erne i et forsøg på at bremse befolkningstilvæksten.

For fire år siden blev politikken lempet, så det er blevet tilladt at få to børn. Det skyldtes bekymring over Kinas aldrende befolkning og en skrumpende arbejdsstyrke.

Ifølge eksperter kan det tage 15 år, før politikken om maksimalt to børn for alvor vil vise sig i befolkningstilvæksten.

Det skyldes blandt andet, at andre faktorer sænker antallet af nye fødsler, herunder at flere kinesiske kvinder er kommet på arbejdsmarkedet.

/ritzau/Reuters