Australien oplever første dag uden nye smittede i 145 dage

Australien har haft sin første dag uden nogen nye bekræftede tilfælde af coronavirus i næsten fem måneder.

Det oplyser landets sundhedsminister, Greg Hunt, søndag.

Det er således første gang siden 9. juni, at der ikke er registreret et eneste nyt lokalt overført smittetilfælde på tværs af det store land.

– Tak til alle vores fantastiske sundhedsarbejdere og frem for alt til det australske folk, skriver Greg Hunt på Twitter.

De indsamlede data tager ikke højde for et smittetilfælde, der blev bekræftet i storbyen Sydney efter indsamlingsdeadline lørdag aften lokal tid. Dette tilfælde vil blive inkluderet i næste dags tal, skriver det australske nyhedsbureau AAP.

I delstaten Victoria, som de seneste måneder har været Australiens virushotspot, er der i løbet af de seneste 24 timer ikke registreret hverken nye smittetilfælde eller nogen coronarelaterede dødsfald.

Det viser tal offentliggjort af delstatens sundhedsmyndigheder søndag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Tidligere i denne uge blev en nedlukning af storbyen Melbourne i Victoria ophævet efter 112 dage.

Under nedlukningen var byens 4,9 millioner indbyggere underlagt strenge restriktioner, der blev indført i begyndelsen af juli, da det daglige antal coronatilfælde nåede knap 200.

Men på trods af restriktionerne steg antallet af nye smittetilfælde til omkring 700 om dagen i begyndelsen af august.

Det medførte, at premierminister i Victoria Daniel Andrews erklærede undtagelsestilstand og indførte endnu hårdere restriktioner.

Under nedlukningen, der blev stærkt kontrolleret af politiet, blev der 2. august annonceret et natligt udgangsforbud, ligesom at indbyggerne i Melbourne ikke måtte bevæge sig længere væk end fem kilometer fra deres hjem.

Siden pandemien brød ud, er der registreret 27.595 tilfælde af coronavirus i Australien og 907 coronarelaterede dødsfald. Victoria tegner sig for langt størstedelen af disse med 20.346 smittede og 819 døde.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

I delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, er der registreret 4425 smittetilfælde og 53 dødsfald.

Australien har en befolkning på cirka 25,5 millioner mennesker. Sydney er landets største by med knap fem millioner indbyggere.

/ritzau/