USA nærmer sig 100.000 daglige smittetilfælde

For anden dag i træk sætter USA fredag rekord i antallet af daglige smittetilfælde med over 94.000.

Det viser en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University, skriver nyhedsbureauet AFP.

I løbet af det seneste døgn er der registreret 94.125 nye smittetilfælde i landet, viser opgørelsen fredag aften amerikansk østkysttid.

USA har siden midten af oktober oplevet en markant stigning i antallet af nye smittetilfælde.

Torsdag nåede antallet af nye coronatilfælde i USA det hidtil højeste i løbet af en enkelt dag siden coronapandemiens begyndelse med 91.295 nye tilfælde.

Siden virusset brød ud i begyndelsen af 2020, er over ni millioner mennesker i USA blevet testet positive for coronavirus. Heraf er over 229.500 døde.

Både de amerikanske smitte- og dødstal er uden sidestykke globalt.

Det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) kom torsdag med en ny prognose for de kommende tre ugers udvikling i antallet af dødsfald som følge af covid-19, som virussygdommen hedder.

CDC forudser, at inden Thanksgiving 21. november vil antallet af døde være steget til mindst 243.000 og i værste fald 256.000.

Og en ekspert forudser, at den negative udvikling vil accelerere.

Lægen Scott Gottlieb, der fra 2017 til april 2019 var topchef for den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA), mener, at det er lige op over, før antallet af smittetilfælde skal opgøres i sekscifrede tal.

– På et tidspunkt i løbet af de kommende uger vil vi sandsynligvis overskride 100.000 nye tilfælde per dag i USA, sagde Gottlieb til CNN torsdag.

Hvis kurven skal knækkes, skal amerikanerne udvise større respekt for virussets smitsomhed, mener han.

– Virkeligheden er, at pandemien ikke begynder at aftage, før vi ser forbrugerne ændre adfærd, sagde han.

/ritzau/