Tanzanias præsident genvinder posten med stort flertal

Tanzanias præsident, John Magufuli, har vundet en overvældende sejr ved onsdagens parlamentsvalg med 84 procent af stemmerne.

Det oplyser landets valgkommission fredag aften.

– Kommissionen erklærer John Magufuli fra Chama Cha Mapinduzi-partiet (CCM), der vandt flertallet af stemmerne, som vinder af præsidentsædet, siger kommissionsformand Semistocles Kaijage.

Chama Cha Mapinduzi er swahili for Revolutionspartiet, og partiet har haft magten i Tanzania siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1961.

Præsidentens største udfordrer, Tundu Lissu fra oppositionspartiet Chadema, hævder, at der er snydt med blandt andet stemmesedlerne.

Tundu Lissu har ifølge valgkommissionen fået 13 procent af stemmerne ved valget onsdag, hvor der skulle stemmes om præsident og parlament.

29 millioner mennesker er stemmeberettigede i Tanzania. Ved valget onsdag var der en valgdeltagelse på 50,7 procent, og over 260.000 stemmer blev erklæret ugyldige.

/ritzau/AFP