En million slovakker testet for corona på en dag

Slovakiet har lørdag indledt en massetest, hvor hele landets befolkning på 5,4 millioner mennesker skal testes for coronavirus.

Over en million mennesker er blevet testet i løbet af lørdagen, meddeler myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Slovakiet er det første land i verden af sin størrelse, der vil teste en hel befolkning for virusset.

Eksperter har dog advaret om, at strategien kan give bagslag og medføre en stigning i smittetallet.

Omkring 45.000 sundhedsansatte, hæren og politiet er blevet sat ind for at teste befolkningen ved cirka 5000 forskellige teststeder.

Befolkningen opfordres til at holde god afstand i køen til teststederne.

– Hele verden vil se med, lød det tidligere på ugen fra premierminister Igor Matovic.

Han tilføjede, at tiltaget vil redde “hundredvis af liv”.

I det omfattende testprogram bliver der brugt lyntest, som kan give svar på få minutter.

Af de 828.518 mennesker, der var blevet testet klokken 12.00 lørdag, var 7947 blevet testet positive.

– Vi er helt klart nået op over en million, sagde forsvarsminister Jaroslav Nad på en pressekonference lørdag eftermiddag.

Han tilføjede, at interessen for at blive testet fortsat er stor, og at folk strømmede til teststederne rundt i landet.

Nad tilføjer, at Slovakiets regering regner med at få testet tre millioner – altså over halvdelen af landets befolkning – i løbet af weekenden.

Lyntesten bliver dog ikke anset for at være så pålidelig som andre test, hvor resultatet bliver analyseret på et laboratorie.

Myndighederne i Slovakiet har ikke gjort det obligatorisk at deltage i massetestningen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men alle, som bliver stoppet af politiet og ikke kan fremvise et bevis på en negativ test, risikerer ifølge AFP at få en bøde.

Hvis man testes positiv for coronavirus, skal man gå direkte i karantæne i ti dage.

/ritzau/AFP