Trods virussmitte fortsætter Trump store vælgermøder

To personer, der deltog i præsident Donald Trumps vælgermøde i delstaten North Carolina i sidste uge, er blevet testet positive for coronavirus.

Det oplyser de lokale sundhedsmyndigheder i byen Gaston, skriver nyhedsbureauet AP.

De to smittede havde ikke forbindelse til hinanden, lyder det videre.

På trods af den igangværende coronapandemi har Trump ikke skruet ned for sine vælgermøder. Tværtimod har præsidenten samlet tusindvis af tilhængere i flere amerikanske byer.

Vælgermøderne er blandt de største nationale begivenheder på et tidspunkt, hvor sociale begrænsninger skal være med til at bremse smittespredningen.

– Det betyder ikke noget, hvem du er, eller hvor du er, når du samler en masse mennesker på trang plads. Og når næsten ingen har mundbind på, så er det de perfekte omstændigheder for et virus til at sprede sig, siger Anthony Fauci, der er USA’s øverste ekspert i smitsomme sygdomme.

Trump-kampagnen har forsvaret vælgermøderne med, at det ikke er anderledes, end når Black Lives Matter afholder demonstrationer.

Præsidenten har også sagt, at han gerne ser, at USA vender tilbage til mere “normale tilstande”, skriver AP.

Nogle delstater har uddelt bøder til steder, der har afholdt vælgermøderne på grund af overtrædelse af forsamlingsforbud.

Alligevel fortsætter vælgermøderne. Torsdag lokal tid er Trump i Florida.

/ritzau/