Tre er dræbt ved knivangreb i Nice – kvinde halshugges

Politiet bekræfter torsdag formiddag, at tre er dræbt og flere såret under et knivangreb nær kirken Notre-Dame i den sydfranske by Nice.

Politiet oplyser samtidig, at en af de dræbte ved knivangrebet var en kvinde, som fik skåret hovedet af.

Borgmesteren, Christian Estrosi, skriver på Twitter, at han anser det for at være terror.

Han oplyser videre, at en person er anholdt efter knivangrebet. Men motivet til forbrydelser er endnu ikke klarlagt.

I det franske parlament bliver der holdt et minuts stilhed, og regeringen har indkaldt til et krisemøde. Det rapporterer tv-stationen BMFTV.

Hvis knivangrebet kan bekræftes som et terrorangreb, vil det i så fald være tredje gang dette efterår, hvor Frankrig gennemlever, hvad myndighederne betegner som terrorhændelser.

I september blev to journalister angrebet og hårdt såret i Paris foran en bygning, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere holdt til.

For knap to uger siden fik en lærer skåret halsen over i udkanten af Paris af en tjetjensk islamist. Læreren havde undervist i ytringsfrihed. Han havde undervejs tilbudt at vise karikaturtegninger af profeten Muhammed til de elever, der ønskede det.

Det var Charlie Hebdo, som tidligere havde offentliggjort tegningerne. Magasinet var selv i 2015 udsat for et islamistisk angreb. Her mistede 12 medarbejdere livet.

Siden drabet på læreren Samuel Paty er Frankrig blevet mål for en boykot fra lande i den arabiske verden og navnlig Tyrkiet. Det sker som en reaktion på, at præsident Emmanuel Macron har svoret at inddæmme radikale islamister og at forbyde lande som Saudi-Arabien og Tyrkiet at sende imamer til Frankrig for at virke ved franske moskéer.

/ritzau/