Tidligere embedsmand afslører sig som kilde i Det Hvide Hus

En tidligere embedsmand USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed afslører, at det var ham, der var muldvarpen – den hemmelige embedsmand og forfatter til en klumme og en bog, der er stærkt kritisk over for, hvad der foregår i præsident Donald Trumps Hvide Hus.

Miles Taylor skrev i 2018 en artikel til avisen New York Times. Her forklarede han, hvorfor han valgte at være anonym i sin beskrivelse af, hvad han så og hørte i Det Hvide hus.

Siden fulgte der en bog fra hans hånd: “A Warning” – en advarsel. Nu står han frem med en erklæring i mediet Medium og fortæller, at han var den anonyme kilde, der på førstehånd fulgte med i, hvad der foregik i Det Hvide Hus.

– Her så jeg Donald Trump bevise, at han er en karakterløs mand, og at hans personlige mangler har resulteret i et fejlslagent lederskab, der kan måles i tabte amerikanske liv, skriver han.

– Så da jeg forlod regeringen, så skrev jeg ” A Warning”, som er et karakterstudie af den nuværende øverstkommanderende og påmindelse til vælgerne om, at det ikke var slemt inde i Trump-regeringen – det var værre.

I den første artikel for New York Times i 2018 skrev Taylor, at han og og andre embedsmænd i regeringen som en anden modstandsbevægelse forsøgte at modarbejde præsidenten og hans impulsive stil.

/ritzau/dpa