Myndigheder finder 59 lig af unge i skjulte grave i Mexico

Mindst 59 lig er blevet fundet i skjulte grave i den mexicanske delstat Guanajuato i den centrale del af landet.

Det oplyser mexicanske myndigheder onsdag.

– Langt størstedelen af ligene ser ud til at være af unge personer. Meget unge. Måske endda teenagere, siger Karla Quintana, der leder Mexicos nationale eftersøgningskommission.

Quintana tilføjer, at mellem 10 og 15 af ligene ser ud til at være af kvinder. Det mangler dog at blive endeligt bekræftet, siger hun.

De skjulte gravsteder blev fundet i nabolaget Barrio de San Juan i byen Salvatierra i den sydlige del af delstaten.

Myndighederne blev gjort opmærksomme på gravstedernes mulige lokation for omkring to uger siden. De seneste otte dage har delstats- og føderale sikkerhedsorganisationer arbejdet sammen for at lokalisere ligene.

Ifølge Hector Diaz, der leder Guanajuatos efterforskningsenhed, har et hold på mere end 80 personer arbejdet i 18 timer om dagen for at udgrave de 59 lig.

/ritzau/AFP